Status på det nye Landspatientregister

13-05-2020

I Sundhedsdatastyrelsen har vi tidligere annonceret, at vi kan genoptage prioriterede faste dataleverancer i 2. kvartal 2020. Forventningen er intakt på trods af, at COVID-19 præger arbejdet med at løse udfordringerne med det nye landspatientregister.

En stor del af de tekniske udfordringer og problemer med fejlbehæftede indberetninger i det nye landspatientregister (LPR3) er løst og driften af registret er stabiliseret.

Fire ud af fem regioner har nu et fejlniveau, der svarer til det tidligere landspatientregister, hvor under 1.5 pct. af kontakterne går i forretningsfejl. Kun Region Midtjylland har fortsat en udfordring med en relativ høj andel fejl sammenlignet med de øvrige regioner. Udviklingen hos Region Midtjylland er dog meget positiv med et fald i fejlprocenten fra 16 pct. i december 2019 til 6,3 pct. i marts 2020. Samarbejdet om at sikre høj datakvalitet i Landspatientregistret for 2019 såvel som indeværende år fortsætter, men det er fortsat præget af, at COVID-19 relaterede opgaver har forrang såvel i regionerne som i Sundhedsdatastyrelsen.

Data fra LPR3 anvendes fra slutningen af maj

Fra slutningen af maj vil Sundhedsdatastyrelsen anvende data fra LPR3 til opgørelser i forbindelse med genåbningen af sundhedsvæsnet.

- Genåbningen af sundhedsvæsenet har affødt en naturlig efterspørgsel på data om aktivitet, pukler og ventetider. For at imødekomme behovet, har vi i Sundhedsdatastyrelsen i samarbejde med regionerne, prioriteret at sætte disse opgørelser i gang. Det betyder, at en række indikatorer vil blive opgjort på regionsniveau i slutningen af maj måned, fortæller Lisbeth Nielsen.

Arbejdet med at genoptage de faste dataleverancer fra Landspatientregistret og valideringen af datasættene fortsætter sideløbende – dog præget af COVID-19 aktiviteten. I første omgang er det prioriterede områder, der bl.a. omfatter pakkeforløb for kræft, monitorering af udredningsretten, opgørelser vedrørende sygehusventetider og finansieringsmæssige sammenhæng.

Derudover modtager RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram) månedligt datasæt fra Landspatientregistret, og flere af databaserne er på vej til at kunne sende data ud til validering og brug i en bredere kreds. RKKP og databaserne bidrager også med vigtig viden og feedback om data, formater mv. til Sundhedsdatastyrelsen.

Læs statusbrevet til vores samarbejdspartnere