Vision for bedre brug af sundhedsdata

Program for Bedre brug af sundhedsdata udspringer af en større vision for bedre brug af sundhedsdata, som er en del af regeringens Life Science-strategi.

Danmark skal være internationalt førende i at bruge sundhedsdata til patientbehandling, forskning, udvikling og offentlige myndighedsopgaver på en tidssvarende, innovativ og sikker måde til gavn for patienter og borgere.

Visionen blev lanceret i 2021 af parterne i National Bestyrelse for Digitalisering og Data på sundheds- og ældreområdet: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsdatastyrelsen, Danske Regioner, KL, Danmarks Statistik og Nationalt Genom Center.

Udfordringer

Visionen skal tackle de udfordringer, der står i vejen for at realisere det fulde potentiale i de nye teknologiske muligheder:

Manglende overblik over tilgængelige data

I dag findes sundhedsdata mange forskellige steder, og det kan være svært for forskere at få et hurtigt og samlet overblik over, hvilke data der findes, og hvordan man får adgang til dem. Det gør både planlægning og ansøgning mere tidskrævende.

Ansøgning om dataadgang hos hver dataansvarlig myndighed

Hvis man vil bruge sundhedsdata fra flere myndigheder, skal man søge hos hver af dem enkeltvis. Det betyder flere ansøgninger, forskellige krav og lange behandlingstider, fordi der ikke er én fælles indgang.

Manglende mulighed for sammenkobling af infrastruktur og datakilder

Det er i dag svært at koble data fra flere kilder sammen i sikre analysemiljøer. Det kræver tekniske løsninger, der kan håndtere store datamængder og samtidig beskytte borgernes oplysninger. De muligheder er endnu ikke gode eller ensartede nok.

European Health Data Space på vej

I de kommende år implementeres European Health Data Space, som skal gøre det muligt at dele og bruge sundhedsdata på tværs af EU – både i patientbehandlingen og til forskning. Danmark skal derfor sikre, at vores systemer passer sammen med de europæiske standarder, så vi kan samarbejde og udveksle data sikkert og effektivt.

Målsætninger

Visionen bygger på fire fælles målsætninger:

  • Nem og hurtig ansøgnings- og godkendelsesproces
  • Sikker og fleksibel adgang til data via en national analyseplatform
  • Bedre og fælles dataservices
  • Høj datasikkerhed og gennemsigtighed

Formålet er at sikre, at Danmark kan udnytte de teknologiske muligheder og være førende i brugen af sundhedsdata til behandling, forskning, innovation og myndighedsopgaver – altid på en moderne, sikker og gennemsigtig måde til gavn for patienter og borgere.

Kort sagt: Det skal være nemt, hurtigt og trygt at bruge danske sundhedsdata, og brugerne skal have adgang til services og løsninger, der passer til deres behov.

Vision for bedre brug af sundhedsdata

Kontakt

Bedre brug af sundhedsdata