Parterne på sundhedsområdet har i de seneste år igangsat en række tværsektorielle projekter, der skal understøtte deling af sundhedsoplysninger for at skabe en bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet og dermed bedre behandling og pleje af den enkelte patient.
Forretningsservicerne, der er udviklet i projekterne, bruger alle dokumentdeling og Sundhedsdatastyrelsens patientindeks som fælles tværgående tekniske komponenter og er alle i enten pilotdrift eller national drift. Det forventes, at der i de kommende år vil blive igangsat nye projekter, der vil udvikle flere og nye forretningsservices, som også vil benytte dokumentdeling og Sundhedsdatastyrelsens patientindeks, og at flere anvendersystemer vil blive koblet på.
Derfor er der udviklet domæneregler, som beskriver de krav, der stilles til datakilderne og dataanvenderne, når de kobles til Sundhedsdatastyrelsens patientindeks. Domænereglerne har en tæt sammenhæng til MedComs metadatastandard og de indholdsmæssige standarder, som MedCom har ansvaret for at udvikle og vedligeholde.
Domænereglerne er relevante for ledere, it-arkitekter, systemudviklere og teknikere hos parter og leverandører på sundhedsområdet, der er med til at udvikle, anvende og drifte løsninger, der bruger Sundhedsdatastyrelsens patientindeks.