Forudsætningsprojekter vedrørende KOL

Som en del af den landsdækkende udbredelse af telemedicin til borgere med KOL er der igangsat en række forudsætningsprojekter nationalt, regionalt og kommunalt.

Parallelt med arbejdet i landsdelsprogrammerne er der igangsat en række nationale og tværregionale/tværkommunale forudsætningsprojekter, der skal styrke det økonomiske, faglige og tekniske grundlag for udbredelsen af telemedicin til borgere med KOL.

Forudsætningsprojekterne vedrørende KOL

Den telemedicinske it-infrastruktur er en forudsætning, som er afgørende for en succesfuld udbredelse af telemedicin. Den nationale it-infrastruktur skal modnes, så data gnidningsfrit kan overføres fra patient til relevant sundhedsfagligt personale.

Sundhedsdatastyrelsen er projektejer på modningen af infrastrukturen , som baserer sig på gældende national telemedicinsk infrastruktur og referencearkitekturer. Infrastrukturen består af en række komponenter, herunder KIH-databasen og tekniske services på den nationale serviceplatform (NSP), der skal sikre, at data kan opsamles lokalt samt deles og integreres med relevante fagsystemer i regioner, kommuner og almen praksis. Der er altså tale om eksisterende løsningselementer, som har været afprøvet i projektsammenhænge, men som nu skal løftes op på et højere drifts- og produktionsniveau.

Den fælles, generiske telemedicinske infrastruktur, som etableres i regi af kommunale og regionale udbudssammenslutning Fælles Udbud af Telemedicin (FUT), bygges oven på den nationale infrastruktur.   

Læs mere om FUT

I forbindelse med udbredelsen af telemedicin til borgere med KOL er der igangsat et fællesregionalt/kommunalt forudsætningsprojekt, der skal udarbejde en model for service-, support- og logistikfunktioner.

Modellen for understøttelse af service, support og logistik skal sikre:

  • at borgeren oplever god service med nem og hurtig hjælp til tekniske problemer, samt at der opnås stordriftsfordele
  • at de sundhedsfaglige medarbejdere ikke skal bruge tid på teknisk og praktisk håndtering af udstyr, men kan fokusere på den sundhedsfaglige kerneopgave.

Eftersom alle regioner og flere kommuner allerede har arbejdet med service- og logistikfunktioner i forbindelse med telemedicinsk behandling, tager udarbejdelsen af modellen udgangspunkt i eksisterende erfaringer.

Der er udarbejdet en analyse   med anbefalinger til, hvilke service-, support- og logistikfunktioner der med fordel kan etableres på tværs af landsdelsprogrammerne, og hvordan de kan etableres. 

Læs analyse af telemedicinske service-, support-, og logistikfunktioner

Et forudsætningsprojekt med Sundhedsstyrelsen i spidsen har udarbejdet anbefalinger, der skal vejlede kommuner og regioner i udvælgelsen af patienter samt indholdet i det telemedicinske tilbud til borgere med KOL. Projektet havde desuden til formål at sikre standardisering af det telemedicinske indhold i udbredelsen.

Projektet blev afsluttet i 2016.

Læs de sundhedsfaglige anbefalinger for telemedicin til borgere med KOL

Der er i perioden maj 2016 - februar 2017 beregnet en endelig business case   for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL.

Business casen baserer sig primært på forskningsdata fra storskalaprojektet TeleCare Nord. I projektet er borgere med KOL blevet tilbudt selv at varetage måling af vitale værdier som blodtryk, vægt og iltmætning i eget hjem. Sundhedsfagligt personale i kommunen har fulgt op og sørget for hurtig indsats, hvis borgerens tilstand var i forværring.

Gevinsterne, som fremgår af business casen, bunder hovedsageligt i telemedicinens forebyggende effekter for borgere med KOL – særligt i form af et fald i indlæggelser og en reduktion i praktisk hjælp og pleje i kommunerne. Derudover er der et mindre fald i ambulante konsultationer og konsultationer i almen praksis.

Udgifterne består primært i indkøb og løbende udskiftning af det telemedicinske udstyr til borgerne samt en ekstraopgave i kommunerne med at monitorere borgernes data. Dertil kommer udgifter til projektledelse, undervisning af plejepersonale, oplæring af borgere med KOL, driftsledelse, udvikling i medicinforbrug og en stigning i kommunale sygeplejeindsatser.

Læs forord til business casen

Læs den genberegnede business case

Kontakt

Dorte Vesterholm Lind