Begrebet er den betydning, der findes i definitionen og som udgøres af en unik kombination af karakteristiske træk.
Termen er det udtryk vi benytter for begrebet.
Et begreb kan have flere termer. I Begrebsbasen er én valgt til anbefalet term, mens de øvrige er synonymer. Synonymerne er af og til medtaget for at gøre det muligt at finde frem til begrebet, dvs. de fungerer som søgetermer.
En term kan have status 'frarådet', hvis arbejdsgruppen, som har udarbejdet begrebssystemet, ikke mener, den bør anvendes.
En term kan også referere til flere begreber med forskellig betydning, såkaldt homonymi fx skade, der kan betyde ’en kragefugl’ eller ’en forringelse eller ødelæggelse af en genstand’.
Ækvivalenter er termer på et fremmedsprog – i Begrebsbasen oftest engelsk.
Ontologi eller terminologisk begrebssystem (af og til kaldet terminologisk begrebsmodel) indeholder begreber og relationerne mellem dem.
Datamodel beskriver hvordan data er organiseret i et it-system og indeholder oplysninger om systemets klasser og relationerne mellem dem.