Færre dødsfald i 2023

04-12-2024

Der døde færre danskere i 2023 end året før. Det skyldes blandt andet, at flere lever længere tid med kræft, selvom kræft fortsat er den mest udbredte dødsårsag.

I 2023 døde 57.991 personer i Danmark. Det er et fald i forhold til året før, hvor 59.122 personer døde.

Det fremgår af Sundhedsdatastyrelsens nye årsrapport for Dødsårsagsregistret.

Årsrapport for Dødsårsagsregisteret 2023

Det lavere antal døde afspejler sig også i den såkaldte dødsrate, der viser sandsynligheden for at dø, når man tager højde for udviklingen i befolkningens køns- og alderssammensætning. Dødsraten faldt 4,5 pct. fra 2022 til 2023.

- Det lyder meget teknisk, men kernen er, at sandsynligheden for at dø i 2023 var lavere end året før, samtidig med at vi bliver ældre, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen.

Udviklingen skyldes blandt andet, at selvom kræft stadig er den mest udbredte dødsårsag, så lever kræftramte længere med deres kræftsygdom end tidligere, hvilket giver en positiv effekt på dødsraten. Når der tages højde for forskelle i køn og alder, så var dødsraten for kræft i 2019 på 220 per 100.000 indbyggere. I 2023 var den faldet til 201.

- Det viser, at udviklingen med lavere sandsynlighed for at dø at kræft og dermed leve længere med fx en kræftsygdom heldigvis fortsætter, samtidig med at vi generelt lever længere, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen.

Udsving fra år til år

Nummer to og tre på listen over de største dødsårsager er, ligesom tidligere år, hjertesygdomme og sygdomme i åndedrætsorganer. Mens færre er døde af hjertesygdomme i 2023, så har der været en lille stigning i antallet af døde af sygdomme i åndedrætsorganerne.

Årsrapporten viser også, at december fortsat er den måned, hvor flest dør. I 2023 blev der registreret 5.689 dødsfald i december - svarende til 10 pct. af årets døde. Omvendt var der færrest døde i juni. Her døde 4.385 personer – svarende til cirka 8 pct. af årets døde.