Adgang til nyeste data via views
Forskermaskinen indeholder en database, hvor der ligger en kopi af de nationale sundhedsregistre. Forskerservice overfører løbende en ny kopi af registrene, således at data på Forskermaskinen altid er så opdaterede som muligt. De fleste opdateringer sker med enten ugentlig eller månedlig frekvens.
Du har adgang til data via views i dit projektskema på databasen med de afgrænsninger, som fremgår af aftale om dataadgang. Herfra kan du ved behov udtrække data og gemme som faste datasæt i din projektmappe.
Faste datasæt
Adgange på Forskermaskinen laves som udgangspunkt som views. I nogle tilfælde kan det dog være påkrævet i stedet at give adgang til faste datasæt. Faste datasæt er dannede tabeller med data, der ikke opdateres automatisk. Derfor skal du kontakte os i Forskerservice, hvis du ønsker at få opdateret dit projekt. Opdateringen vil blive afregnet til aktuel timetakst.
Hvis et forskningsprojekt kræver særlige afgrænsninger i data, som ikke kan håndteres hensigtsmæssigt i views, vil Forskerservice anbefale faste datasæt.