Min Graviditet-app version 2.0
I december 2023 lancerede vi appen Min Graviditet. Antallet af downloads har været stigende siden lanceringen, og i uge 45 i år rundede antallet af downloads 40.000. Det svarer til, at over halvdelen af en årgang gravide har downloadet den.
Nedenfor kan du se antallet af downloads, herunder fordelingen på henholdsvis Android- og iOS-enheder.
Kilde: Sundhedsdatastyrelsen
Rådgivende udvalg for appen
Appen Min Graviditet understøttes af et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter fra de faglige foreninger – Jordemoderforeningen, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi og Praktiserende Lægers Organisation – repræsentanter fra den kommunale sundhedspleje og repræsentanter fra regioner og kommuner. Foruden disse indgår Sundhedsstyrelsen i udvalget.
Udvalget leverer faglig og kvalitetsmæssig sparring til projektet om appen og drøfter ønsker til fremtidig funktionalitet i appen. Det rådgivende udvalg er således en sparringspart til driftsorganisationen i Sundhedsdatastyrelsen. De seneste møder i udvalget i oktober og november har omhandlet version 2.0 af appen, hvor vi blandt andet har drøftet appens design og opbygning.
Digital vandrejournal i appen
I version 2.0 af appen får den gravide adgang til data, som deles via Graviditetsmappen i appen Min Graviditet. Appen er på nuværende tidspunkt i produktion i en version 1.0, der indeholder faglige artikler, men uden patientspecifikke oplysninger fra Graviditetsmappen.
Arbejdet med at integrere data fra papirvandrejournalen i appen og med at koble graviditetsforløbets parter op til den digitale version er undervejs. Målet er blandt andet, at den gravide vil kunne se sine journaldata i appen, og ikke længere være bærer af egne data og aftaler.
Læs mere om funktioner i appen Min Graviditet
Siden sidst
Med aftale om kommunernes økonomi for 2025, som blev offentliggjort i maj 2024, har projektet for Digital løsning til graviditetsforløb fået nyt politisk ophæng. Her har parterne aftalt at tage den digitale løsning til graviditetsforløb i brug inden udgangen af 2025, forudsat at der afsættes den sædvanlige tid til implementering, dvs. 18 måneder fra den endelige løsning er godkendt i projektets styregruppe.
Parterne er også enige om, at man i de kommende år vil videreudvikle løsningen, så den kan understøtte mere sammenhængende indsatser til særligt sårbare gravide med komplekse forløb.
Siden seneste nyhedsbrev er der desuden blevet tilført ny arbejdskraft til projektet i form af en ny projektleder, en product owner og en fuldmægtig. Disse tiltrådte d. 1. oktober 2024.
Det ruster projektgruppen til 2025, hvor der sættes fuldt sving i udviklingen af en digital løsning til graviditetsforløb for gravide såvel som sundhedsfaglige og med spændende tiltag og milepæle.
I løbet af december 2024 får Sundhedsdatastyrelsen og projektet desuden ny hjemmeside, hvor man vil kunne finde yderligere informationer om projektet og den nye projektgruppeorganisering.