Nyt om Digital løsning til graviditetsforløb - August 2025

29-08-2025

Styregruppemøder og opstart af implementeringsgruppe

Projektet har holdt styregruppemøder i marts og i maj samt et ekstraordinært møde i juni.

Da vi nærmer os implementeringsfasen, besluttede styregruppen i december 2024, at der skulle etableres en implementeringsgruppe.

Implementeringsgruppen havde kick-off møde d. 28. februar 2025, og her definerede de fire arbejdspakker:

  • Tidsplan
  • Udrulningsplan
  • Implementerings- og kommunikationsmateriale
  • Hypercare

Der er afholdt workshop med implementeringsgruppe om udrulningsstrategi d. 22. april og 1. maj 2025. Herefter fik Teknik- og PO-gruppen d. 8. maj mulighed for at give feedback på udkast et til udrulningsstrategi. Indstillingen til udrulningsstrategi blev præsenteret for og godkendt af styregruppen d. 26. maj.

Til ekstraordinært styregruppemøde d. 18. juni blev det desuden besluttet, at datoen for ibrugtagning af løsningen fastsættes til d. 4. februar 2026.

Link til projektets organisering og referater fra styregruppemøder

Demo i det rådgivende udvalg

Som opfølgning på workshoppen med det rådgivende udvalg i januar 2025 afholdt projektet i Sundhedsdatastyrelsen en demo af den nye version af Min Graviditet med det rådgivende udvalg for appen. Formålet var at vise udvalget, hvordan deres bidrag fra workshoppen har været med til at berige arbejdet med udvikling af appens version 2.0.

Samarbejde med Sundhedsjournalen og sundhed.dk

Sundhed.dk har i samarbejde med med VIADesign afholdt tre planlagte workshops med den sundhedsfaglige brugergruppe bestående af klinikere og it-repræsentanter fra regioner samt den kommunale sundhedspleje.

Designbureauet Signifly har præsenteret designforslag på baggrund af indsigter fra interviews og første workshop.

På anden workshop forholdt brugergruppens medlemmer sig til designforslag i regionsopdelte grupper for at få målrettet feedback baseret på regionale behov og forskelle. Til sidst blev disse præsenteret i plenum.

På tredje workshop gennemgik og tilrettede gruppen det endelige designforslag. Hele brugergruppen kunne tilslutte sig det endelige design, herunder navngivning af headers og felter i designet.

Borgergruppe til Min Graviditet

Torsdag d. 3. april 2025 var første møde i borgergruppen til appen Min Graviditet. Formålet med Borgergruppen er at få feedback fra brugerne på indholdet i appens nuværende version og input til den fremtidige version af appen.

Det første møde bestod af en introduktion til projektet og hinanden, rammesætning af gruppen og en drøftelse af designforslag til appens version 2.0.

Projektet planlægger en demo for borgergruppen til efteråret, så gruppen kan se resultatet af det udviklingsarbejde, som de selv, og det rådgivende udvalg af klinikere og andre specialister, har bidraget til.

Videreudvikling af appen Min Graviditet

Trifork er i tæt samarbejde med teamet i Sundhedsdatastyrelsen i fuld gang med udvikling af appen Min Graviditet.

Konkret arbejdes der på, at data fra Graviditetsmappen kan udstilles via et facadelag, der følger graviditetsprojektets logiske informationsmodel og integrerer data fra Graviditetsmappen via den FHIR-baserede grænseflade til appen Min Graviditet.

I løbet af efteråret vil test af både appen og den samlede digitale løsning til graviditetsforløbet komme til at dominere aktiviteterne hos alle projektets parter.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil følge med i vores arbejde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kontakt

Digital løsning til graviditetsforløb

Indhold i nyhedsbrevet