Beredskabet ved DCISSund
DCISSunds beredskab er et tværgående og rådgivende beredskab, som udspringer af sundhedssektorens strategi for cyber- og informationssikkerhed. Når beredskabet aktiveres, har det tre overordnede mål:
- Overblik: Skabe et klart situationsbillede, indsamle og formidle information.
- Effektivitet: Sikre en koordineret og effektiv indsats på tværs af sektoren.
- Bindeled: Understøtte samarbejdet med Styrelsen for Samfundssikkerhed og sundhedsberedskabet i kommuner og regioner.
Beredskabet spiller en central rolle i forbindelse med ekstraordinære hændelser. Det sikrer, at ressourcer disponeres effektivt, og at aktører på tværs af sektoren kan samarbejde om at håndtere situationen.
Beredskabsøvelser
En af de vigtigste måder at opbygge robusthed og forberede sektoren på fremtidige hændelser er gennem beredskabsøvelser:
- Årlige nationale øvelser: DCISSund afholder hvert år en større cyberberedskabsøvelse med fokus på realistiske scenarier og tværgående samarbejde.
- Europæiske øvelser: Derudover deltager vi i fælles europæiske øvelser, hvor sundhedssektoren i EU’s medlemslande træner håndtering af sikkerhedshændelser.
Formålet med øvelserne er at styrke sektorens samlede evne til at reagere hurtigt og effektivt, når en cyber- eller informationssikkerhedshændelse opstår. Gennem fælles træning opnås:
- Bedre samarbejde og koordinering på tværs af aktører
- Øget forståelse af, hvordan hændelser kan påvirke fælles systemer
- Mulighed for at teste eget it-beredskab i en struktureret ramme
Samtidig giver variation i øvelsesscenarierne flere aktører indsigt i kritiske sårbarheder og skaber en mere ensartet tilgang til beredskabsarbejdet i sektoren.
Siden 2021 har DCISSund afholdt og faciliteret seks beredskabsøvelser for sundhedssektoren. Disse øvelser har bidraget til at opbygge indsigt, viden og erfaring, som styrker beslutningsgrundlaget, når reelle hændelser rammer.