Nationalt datagrundlag for almen praksis

Andet spor i programmet er Nationalt datagrundlag for almen praksis, der skal indsamle data fra almen praksis i Sundhedsdatastyrelsen og etablere et nationalt datagrundlag.

Her indsamler Sundhedsdatastyrelsen data fra de praktiserende læger for at skabe større viden om diagnoser, patientforløb og behandlinger i almen praksis - områder, hvor der er i dag mangler viden.

Målet er, at data kan bruges til kvalitetsudvikling, forebyggelse og mere sammenhængende patientforløb på tværs af sundhedsvæsenet.

Indsamlingen af data sker via en ny automatisk indberetningsmotor, som udvikles i Primærsektorens Leverandør Service Platform (PLSP). Indberetningsmotoren henter data direkte fra lægepraksissystemerne og sender dem videre til Sundhedsdatastyrelsen.

I første omgang indsamles der data om fem kroniske sygdomme: astma, atrieflimren, hjertesvigt, KOL og diabetes. På sigt er det planen at udvide datagrundlaget til flere sygdomsområder.

Status

De almenmedicinske klinikker har siden efteråret 2025 leveret data til Sundhedsdatastyrelsen. Data er siden blevet samlet i Registeret for det almenmedicinske tilbud (RAMT) og lagt på Sunddataplatformen, hvor de nu opdateres dagligt med nye indberetninger fra de almenmedicinske klinikker.

Efter etableringen er registeret overgået til drift i Sundhedsdatastyrelsen. Projektet blev afsluttet i februar 2026 med en statusrapport, der giver et overblik over komplethed og variation i de nye data fra de almenmedicinske klinikker. Der arbejdes nu på at vise data fra registeret i programmets spor 4 om bedre brug af sundhedsdata.

Læs statusrapport for oprettelse af Register for det almenmedicinske tilbud

Hjemmelsgrundlag

Der er hjemmel til indsamlingen af data fra almen praksis i følgende bekendtgørelse:

Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger fra almen lægepraksis til Sundhedsdatastyrelsen