Sporet skal bidrage til kvalitetsudvikling, forebyggelse, forskning og sammenhængende patientforløb i det samlede sundhedsvæsen ved at skabe større viden om særligt diagnoser i speciallægepraksis.
Indberetningen sker via de praktiserende speciallægers journalsystem Sentinel. Her indsamles data fra alle praktiserende speciallæger og bruges i det kliniske kvalitetsarbejde inden for de enkelte specialer.
Der indsamles data fra alle 15 specialer: anæstesiologi, børne- og ungdomspsykiatri, voksenpsykiatri, hudlæger, diagnostisk radiologi, gynækologi og obstetrik, intern medicin, kirurgi, neurologi, ortopædisk kirurgi, plastikkirurgi, børnesygdomme, reumatologi, øjenlæge og øre-, næse- og halslæge.
De nye data omfatter diagnoser, meddelelser og indberetninger over tid – blandt andet hvornår en diagnose er registreret, epikriser fra den indberettende speciallæge og henvisninger til og fra den indberettende speciallæge. Siden 1. januar 2024 har speciallægerne løbende indberettet disse data til Sundhedsdatastyrelsen.
Status
Sundhedsdatastyrelsen modtog de første prøvedata i november 2024. Data er siden blevet samlet i et Register for Speciallægepraksis (RSP) og lagt på Sunddataplatformen, hvor de nu opdateres dagligt med nye indberetninger fra Sentinel.
Efter etableringen er registeret overgået til drift i Sundhedsdatastyrelsen. Projektet blev afsluttet i september 2025 med en statusrapport, der giver et overblik over komplethed og variation i de nye data fra speciallægepraksis. Der arbejdes nu på at vise data fra registeret i programmets spor 4 om bedre brug af sundhedsdata.
Læs statusrapport for oprettelse af Register for Speciallægepraksis