Statistikudtræk

Har du ikke behov for at arbejde med data på individniveau, kan du søge om at få et statistikudtræk. Et statistikudtræk er optællinger eller opgørelser, som defineres af dig, men dannes af Forskerservice.

Forskerservice har mulighed for at danne simple deskriptive statistikker, skræddersyet til dig. Med simple deskriptive statistikker mener vi enkle optællinger eller opgørelser, hvor oplysninger fra de forskellige registre kombineres. Disse statistikudtræk er diskretionerede. 

Ansøgningen 

Når du ansøger om et statistikudtræk, skal du indsende en projektbeskrivelse og udtræksbeskrivelse. Begge dokumenter er vigtige, så vi kan danne os et overblik over dit projekt, og de oplysninger du ønsker.

Udtræksbeskrivelsen skal vi bruge til at danne os et overblik over, hvilke tabeller vi skal danne til dig. Det er derfor vigtigt, at du beskriver de ønskede tabeller så udførligt som muligt. Vi danner den endelige specifikation af dit udtræk ud fra udtræksbeskrivelsen og via en løbende dialog med dig. 

Vejledning til udtræksbeskrivelsen for statistikudtræk

Gå til ansøgningsskema

Behandling af din ansøgning

Al den tid, som Forskerservice bruger på din ansøgning, vil blive faktureret løbende til gældende timepris. Først vil der blive udarbejdet en aftale, som nøjagtigt beskriver dataudtrækket. Arbejdet med aftalen indebærer, at Forskerservice bruger tid på at gennemgå din ansøgning og orientere sig i datagrundlaget. Det gør Forskerservice for at undersøge, om der er tilgængelige data til at understøtte netop dit databehov.

Som en del af den indledende sagsbehandling vil vi løbende have dialog med dig om afgrænsning og opbygning af dataudtrækket.

Vær derfor opmærksom på, at en del af programmeringen af dit dataudtræk sker i forbindelse med denne indledende gennemgang. Det betyder, at eventuelle ændringsønsker undervejs i forløbet vil kræve justering af programmeringen og dermed medføre ekstra tidsforbrug – også hvis ændringerne indebærer en forenkling eller reduktion af statistikudtrækket.

Behandlingen af din ansøgning om et statistikudtræk vil ofte tage længere tid end andre ansøgninger, der behandles i Forskerservice. Det skyldes, at der ofte er behov for en grundigere afklaring af, hvilke oplysninger og afgrænsninger der skal ligge til grund for de dannede tabeller. Derfor er det vigtigt, at du er meget grundig i din beskrivelse af, hvordan opgørelserne skal dannes i projekt- og udtræksbeskrivelsen, da det også kan være med til at lette sagsbehandlingstiden.

Diskretionering af data

Alle statistikudtræk bliver diskretioneret. Forskerservice slører som udgangspunkt felter, hvor der indgår færre end 5 personer eller observationer. Hvis vi vurderer, at tabellerne på anden måde kan indeholde personhenførbare oplysninger i, vil disse også blive sløret.

Da statistikudtrækket er diskretioneret og ikke indeholder individdata, kan data sendes direkte til din mail.

Hvad kan man søge om som statistikudtræk?

Som udgangspunkt kan du søge om simple, deskriptive statistikker fra alle de sundhedsregistre, som Forskerservice videregiver. Forskerservice vurderer, om det ud fra det ønskede datagrundlag er muligt at udarbejde et brugbart statistikudtræk.

Eksempler på statistikudtræk, som Forskerservice kan levere:

  • Opgørelse over antal patienter med specifikke diagnoser fordelt på år, køn, aldersgruppe og behandlingskoder
  • Opgørelse over antal patienter med specifikke procedurekoder fordelt på region, diagnosegruppe, køn og aldersgruppe
  • Opgørelse over håndkøbs- og receptpligtig medicin fordelt på varenummer, ATC-kode, total antal DDD og total pris.
Kontakt

Forskerservice

Telefontid: Mandag - fredag kl. 9.30-12.00

E: forskerservice@sundhedsdata.dk
T: 3218 3900

Telefonen er lukket i juli måned. Forskerservice har lukket mellem jul og nytår.

Juli måned og lukkedage i december indgår ikke i beregningen af sagsbehandlingstiden.