Forskermaskinen er en online fjernadgang til sundhedsregistrene i Sundhedsdatastyrelsen, hvor du har mulighed for løbende at få adgang til opdaterede data. Forskermaskinen er designet til at sikre, at den enkelte borgers data bliver behandlet fortroligt. På Forskermaskinen er data pseudonymiseret. Det betyder, at CPR-numre er krypterede og at adresser og lignende er fjernet fra serveren. Selvom data på Forskermaskinen er pseudonymiseret, har du fortsat mulighed for at koble med dine egne data, som kan lægges ind på Forskermaskinen.
Automatisk opdaterede data
Du kan få adgang til data på to forskellige måder på Forskermaskinen. Enten som views, eller som faste datasæt. Hvilken type du skal vælge afhænger af dine behov. Data i views bliver løbende og automatisk opdateret. Fx bliver Landspatientregisteret opdateret månedligt. Hvis du i stedet har behov for et klargjort datasæt, kan Forskerservice sammensætte et fast datasæt til dig, der ligner de udtræk, du kender fra Forskerservice Klassisk. Faste datasæt opdateres ikke automatisk, men du kan få data opdateret ved at henvende dig til Forskerservice. Udgangspunktet for at få adgang til data er uændret. Du skal søge om data til et projekt ved at indsende de samme dokumenter, som når du tidligere har søgt om et klassisk udtræk fra Forskerservice.
Forskermaskinen kræver autorisation
For at arbejde med data skal du være tilknyttet en autoriseret institution og oprettet som bruger af Forskermaskinen. Det indebærer, at du skal sikre dig, at du har en medarbejder nem-id og er oprettet i SEB – Sundhedsvæsnets Elektroniske Brugerstyringssystem. Hvis den institution du arbejder hos ikke er autoriseret allerede, skal de søge om at blive det. For at blive autoriseret skal institutionen dokumentere, at den udfører forskning eller analyse, at den har kendskab til registerdata og til datasikkerhed, så den kan arbejde forsvarligt med data. Derudover skal miljøet have en chef som autorisationsansvarlig.
Log på fra din egen arbejdsplads
Når du er oprettet som bruger kan du logge på Forskermaskinen fra din egen arbejdsplads. Efter du har analyseret data kan du hjemsende resultaterne i anonymiseret og aggregeret form, dvs. du må ikke hjemsende individdata. Filerne sendes til den mailadresse, du har oplyst. Hvis du gerne vil koble data du selv har indsamlet med registerdata fra Sundhedsdatastyrelsen skal du indsende dine egne data til Forskerservice. Det sker via en ”up-load løsning”, hvor data sendes krypteret til os.
På forskermaskinen findes der forskellige analyseværktøjer, som du kan benytte dig af. Aktuelt er det SAS og STATA og efter nytår har du også adgang til R. Du skal være opmærksom på, at det på grund af licensvilkår er dyrere at anvende STATA end SAS på forskermaskinen.
Læs mere om mulighederne i Forskermaskinen