Flere COVID-19-data til forskning

02-07-2021

Interessen for data om COVID-19 og ikke mindst data om COVID-19-vaccination har været overvældende. Sundhedsdatastyrelsen og Statens Serum Institut (SSI) har derfor indgået aftale om, at Forskerservice nu kan videregive yderligere COVID-19-test- og vaccinedata til forskning.

Forskerservice har siden juni sidste år videregivet data fra de systemer, som Statens Serum Institut (SSI) bruger til at overvåge COVID-19. Data er opgjort på individniveau og omfatter både positive og negative test af COVID-19. Aftalen er nu udvidet med oplysninger om tests og COVID-19-vaccinationer, så du fremover også kan ansøge om COVID-19-data på prøvesvarsniveau, der omfatter samtlige prøvesvar per borger. Vaccinationsdata vil indeholde oplysninger om 1. og eventuelt 2. vaccination, samt hvilken vaccinetype der er givet. 

- Med den udvidede aftale får forskere adgang til detaljerede COVID-19-test- og vaccinationsdata, der løbende opdateres, fortæller Vibeke Gaardsholt, sektionsleder i Sundhedsdatastyrelsens Forskerservice og fortsætter: - Som forsker kan man arbejde med data på forskermaskiner hos Sundhedsdatastyrelsen eller Danmarks Statistik. Begge løsninger giver mulighed for at koble data med egne datakilder og nationale registre.

- COVID-19-overvågningsdata er dynamiske og næsten realtidsdata, så vi tilretter løbende algoritmerne. Det skal man som forsker være opmærksom på og tage forbehold for. Det er derfor vigtigt, at man holder sig opdateret om de løbende ændringer i data via dokumentationen på SSI’s hjemmeside, forklarer Marianne Voldstedlund, sektionsleder i Dataintegration og Analyse i SSI. - COVID-19-data vil fx være præget af løbende ændringer i teststrategien, hvilket betyder, at populationen af bekræftede tilfælde ikke kan sammenlignes over tid. Specielt for vaccinationsdata gælder fx, at vaccinationsmålgrupperne er ændret flere gange undervejs i vaccinationsforløbet.

Vaccinations- og testdata er endnu ikke tilgængelige på Forskerservices elektroniske ansøgningsskema. Hvis du ønsker testdata eller vaccinationsdata, skal du derfor lade det fremgå af projekt- og udtræksbeskrivelse. De øvrige registre, du ønsker at bruge, skal du vælge via ansøgningsskemaet.

Læs mere om dokumentation af COVID-19-data hos Statens Serum Institut

 

Kontakt

Forskerservice
Telefontid: Mandag - fredag kl. 9.30-12.00
Forskerservice holder lukket mellem jul og nytår.