Siden den 15. maj 2018 har regionerne indberettet data om medicinadministrationer og -priser til Sundhedsdatastyrelsen. Efter en indkøringsfase med systemtest og evaluering af datakomplethed og kvalitet indeholder registeret nu data fra alle fem regioner for de fleste områder og lægemiddeltype.
I den oprindelige indberetningsvejledning (kaldet version 1.7) var der ikke opsat krav til indberetningen i form af fx fælles enheder. I juli 2022 kom version 2.0 af vejledningen, hvor der er flere krav til ensretning af indberetningen. Der er forskel på, hvornår de enkelte regioner er overgået til version 2.0.
- Region Hovedstaden og Region Sjælland: oktober 2023
- Region Nordjylland: april 2025
- Region Midtjylland: september 2025
- Region Syddanmark: marts 2026
Region Hovedstaden og Region Sjælland har indberettet til version 2.0 tilbage i tid. Derfor har man i samarbejde med regionerne besluttet at opdele indberetningerne fra de to regioner på følgende måde (hvor der er afgrænset på dato for medicinadministrationen):
- Før 1. juli 2022: Her indgår kun indberetninger til version 1.7
- Fra og med 1. juli 2022: Her indgår kun indberetninger til version 2.0.
For de øvrige regioner er der ikke en opdeling af data, da man her ikke har haft samme overlap af indberetninger.
SMR er endnu under udvikling og derfor ikke helt komplet, idet flere medicintyper endnu ikke indberettes. Ligeledes er der på forskellige områder fortsat uens indberetning fra region til region. Disse uregelmæssigheder og mangler søges afhjulpet over tid.
I datadeklarationen for SMR er der redegjort for disse uregelmæssigheder.
Hvad er der sket med registeret?
- I den omlagte datamodel er alle indberetninger fra henholdsvis version 1 og 2 samlet i én datamodel. Det vil sige, at datamodellen er ført helt tilbage og omfatter registreringer fra og med 2018.
- Navngivningen på alle tabeller og variable er blevet ændret.
SMR består nu af 3 tabeller:
- Hovedtabellen Sygehusmedicin_adm indeholder information om ordinationer og administrationer fx dato for administration.
- Sygehusmedicin_delelement indeholder information om administrationens delelementer, dvs. oplysninger om medicin, der er givet/udleveret, samt priser.
- SMR1_PAS_data indeholder stamoplysninger på indberetninger til version 1.7.
Enheden i Sygehusmedicin_adm er en lægemiddeladministration. En lægemiddeladministration kan bestå af flere delelementer - fx blanding (forskellige varenumre) eller flere scanninger (flere pakker af samme lægemiddel).
Læs mere om indberetning for SMR og om datadeklaration, dosisenheder og prisberegning
Find flere oplysninger om Sygehusmedicinregistret i bestillingsarket