Forskerservice overgår til forskerrettet LPR3

15-03-2022

Den 15. marts overgår Forskerservice til at levere LPR3 fra en ny forskerrettet datamodel – LPR3_F. Det betyder, at alle nye projekter vil få leveret data fra det forskerrettede LPR3. Projekter som tidligere har fået data fra den midlertidige datamodel, LPR3_SB, vil fortsat kunne få leveret opdaterede data i dette format indtil midten af 2023.

Med overgangen til at levere LPR3 data fra den forskerrettede datamodel LPR3_F, kan du ikke længere søge om data fra den midlertidige datamodel LPR3_SB. Hvis du allerede har en aftale indgået før 15. marts 2022, kan du fortsat få adgang til opdaterede data fra LPR3_SB indtil midten af 2023. Hvis du ønsker at skifte fra LPR3_SB til LPR3_F, skal du bede om det via Forskerservices henvendelsesformular. 

’Skift af datamodel kan have betydelige konsekvenser for et forskningsprojekt, og derfor har vi besluttet at fortsætte med at levere opdaterede data fra LPR3_SB frem til midten af 2023. Så med mindre du allerede nu ved, at projektet strækker sig længere end til medio 2023, er der ingen grund til at skifte datamodel. Data er grundlæggende de samme, dog er fejlbehæftede rækker ikke medtaget i den forskerrettede datamodel’, fortæller sektionsleder i Forskerservice, Vibeke Gaardsholt, og fortsætter: ’En række projekter har aftale om løbende at få leveret opdaterede data fra LPR3_ SB, og det kan de fortsætte med indtil medio 2023. Hvis der skal leveres opdaterede data efter dette tidspunkt, skal leverancen omlægges til LPR3_F. Vi vil i god tid inden orientere de projektansvarlige, så der bliver tid til at planlægge overgangen’.

Har du et projekt på Forskermaskinen hos Sundhedsdatastyrelsen med adgang til LPR3_SB, kan du tilgå opdaterede data ind til midten af 2023. Har du behov for opdaterede data herefter, skal du skifte til LPR3_F.   

Hvis du ønsker at ansøge om LPR3_F til et nyt projekt, så udfyld og indsend bestillingsarket sammen med projekt- og udtræksbeskrivelsen. Hvis du ønsker at overgå fra LPR3_SB til LPR3_F så udfyld og indsend bestillingsarket via henvendelsesformularen. 

Læs mere om beskrivelse af projekt, data og bestillingsarket

Læs mere om adgang til LPR3

Læs om igangværende aftaler og henvendelsesformularen

Kontakt

Forskerservice
Telefontid: Mandag - fredag kl. 9.30-12.00
Forskerservice holder lukket mellem jul og nytår.