Register over Stofmisbrugere i Behandling

Sundhedsdatastyrelsen er dataejer af Register over Stofmisbrugere i Behandling. Danmarks Statistik står for at indsamle oplysninger om personer indskrevet i stofmisbrugsbehandling efter Sundhedslovens §142.

Når en stofmisbruger ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling, skal kommunen tilbyde vederlagsfri stofmisbrugsbehandling. Det er de kommunale behandlingsinstitutioner, der indberetter oplysninger om stofmisbrugere i behandling til Register over Stofmisbrugere i Behandling (SIB).

Registeret har til formål at tilvejebringe oplysninger, der viser udviklingen af stofmisbrugere, som gennem deres bopæl visiteres i stofmisbrugsbehandling. Endvidere er formålet at opfylde Danmarks internationale forpligtigelser ifht. European Monitoring Centre of Drug and Drug Abusers, EMCDDA, at danne baggrund for Sundhedsstyrelsens løbende statistik på området og at bidrage med data til forskning.

Register over Stofmisbrugere i Behandling går i sin nuværende form tilbage til 1996. Data fra registeret bliver fx brugt til statistik i såvel nationale som internationale analyser og har derfor stor betydning i forbindelse med forskning og overvågning af sundheden.

I juni 2011 åbnede Stofmisbrugsdatabasen hos Danmarks Statistik, som  samler alle indberetninger på stofmisbrugsområdet ét sted. Indberetningen via SEI har været muligt indtil årsskiftet 2011/2012. I dag foregår al indberetning via den Stofmisbrugsdatabase hos Danmarks Statistik.

Register over Stofmisbrugere i Behandling indeholder oplysninger om:

  • misbrugerens stamdata (CPR-nummer, opholdskommune, nationalitet, mv.)
  • misbrugerens socioøkonomiske karakteristika (skole- og  erhvervsuddannelse, hovedindtægtskilde, boligsituation, civilstatus, børn mv.)
  • hvilke stoffer der indtages (hovedstof + sidestoffer)
  • hvordan stoffet indtages (injektion, rygning, mv.)
  • behandlingen (type og omfang)

Er du forsker og skal bruge data fra Register over Stofmisbrugere i Behandling i forbindelse med din forskning, kan du søge om adgang til sundhedsdata via Sundhedsdatastyrelsens Forskerservice.

Læs mere om Forskerservice

Hvis du vil vide, hvordan Sundhedsdatastyrelsen arbejder med data, kan du finde vores dokumentation af registrene på eSundhed.

Dog er dokumentationen af alle registre, her i blandt Register over Stofmisbrugere i Behandling, endnu ikke tilgængelig på eSundhed.dk, men skal fortsat findes på sundhedsdatastyrelsen.dk. Registrets variabelstruktur er fra og med 2007 forskellig fra den forudgående periode. 

Se dokumentation af Register over Stofmisbrugere i Behandling 1996-2020)

Se registerdeklaration for Register over Stofmisbrugere i Behandling

Se hele Sundhedsdatastyrelsens dokumentationsområde på eSundhed

Kontakt

Nanna Keiding Petersen