Da der før 2006 ikke fandtes en national monitorering af alkoholbehandlingen i Danmark, udviklede Sundhedsstyrelsen et nationalt alkoholbehandlingsregister, som blev sat i drift i 2006. Det Nationale Alkoholbehandlingsregister (NAB) blev i 2012 flyttet til Statens Serum Institut og i 2015 flyttet til Sundhedsdatastyrelsen, som har administreret registeret siden.
Formålet med registeret er at gøre det muligt at følge den nationale indsats på alkoholbehandlingsområdet og dermed danne sig et overblik over antallet af personer i alkoholbehandling i Danmark.
Da det er obligatorisk for både offentlige og private alkoholbehandlingsinstitutioner at indberette alkoholbehandlinger til Sundhedsdatastyrelsen, indeholder Det Nationale Alkoholbehandlingsregister informationer fra alle behandlinger, som det offentlige har henvist til. Derudover indeholder registeret også frivilligt indberettede informationer fra private behandlingsinstitutioner.
Det Nationale Alkoholbehandlingsregister indeholder data, som kan give relevante parter med ansvar for alkoholbehandlingen på centralt og regionalt niveau det nødvendige beslutningsgrundlag og bidrage til evaluering og kvalitetsudvikling af behandlingsindsatsen. Derudover indeholder registeret også data, som kan bidrage til forskningen på sundhedsområdet.