Når en person dør i Danmark, foretager en læge ligsyn og udfylder en dødsattest, som rummer en række oplysninger om dødsfaldet. Disse oplysninger indberettes til Sundhedsdatastyrelsen og danner basis for Dødsårsagsregisteret (DAR). Dødsårsagerne er de centrale data i registeret, men det indeholder også andre oplysninger som fx dødsdato, dødssted, oplysninger om eventuel obduktion og bopælskommune.
Data fra Dødsårsagsregisteret bliver fx brugt til statistik i både nationale og internationale analyser og har derfor stor betydning i forbindelse med forskning og overvågning af folkesundheden.