Alle danske forældre bliver tilbudt forebyggende helbreds- og funktionsundersøgelser af deres børn. Undersøgelserne foretages af praktiserende læger, kommunalt ansatte læger og sundhedsplejersker.
Informationerne fra disse helbreds- og funktionsundersøgelser bliver indberettet til Sundhedsdatastyrelsen og samlet centralt i Den Nationale Børnedatabase (BDB).
Formålet med Den Nationale Børnedatabase er at samle oplysninger om børns helbred i en national database, som gør det muligt for kommuner, regioner og staten at følge de danske børns sundhedstilstand og prioritere forebyggelsesindsatsen. Derudover kan de enkelte kommuner sammenligne sig med landets øvrige kommuner og måle effekten af indsatser i forhold til fx overvægt eller amning.