Siden 2007 har det været kommunernes ansvar at tilbyde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Det fremgår af Sundhedslovens §140.
Kommunerne kan yde tilbud om genoptræning ved selv at etablere behandlingstilbud eller ved at indgå aftale med andre kommuner, regionerne eller private institutioner.
Den nuværende registrering af genoptræning på landets offentlige sygehuse varetages gennem Landspatientregisteret, hvor det siden 2004 har været obligatorisk at foretage indberetning på dette område.
Registreringen er patientbaseret og tager udgangspunkt i 36 fysio- og ergoterapeutiske ydelseskoder (SKS-koder) med tilhørende underkoder. I det omfang kommunen etablerer aftale med regionale sygehuse om levering af genoptræningsydelser, opfyldes monitoreringsbehovet således via sygehusenes obligatoriske indberetning til Landspatientregisteret.