Når der opstår mistanke om visse sygdomme i organer, væv eller celler hos en patient, bliver der typisk taget en prøve, som sendes til en anatomisk-patologisk undersøgelse. Efterfølgende registrerer den patologiske afdeling en lang række oplysninger om undersøgelsen til regionernes landsdækkende Patobank, og derfra overføres oplysningerne automatisk til Sundhedsdatastyrelsens Register for Patologi (LRP).
Oplysningerne i Patologiregisteret indeholder detaljerede informationer om, hvordan hver enkelt undersøgelse er udført, og hvad resultatet af undersøgelsen er.
Patologiregisteret blev oprettet i 1997 som supplement til anden sygdomsregistrering med det formål at bruge data i registeret til bl.a. forebyggelse og forskning. Derudover bruges registerets data fx også som grundlag for analyser af ressourceforbrug ved sygehusbehandling og som supplement til data i bl.a. Dødsårsagsregisteret og IVF-registeret.